Bayern AutoGroup giver hånd til ny afdeling i Sønderborg

Bayern AutoGroup kommer til Sønderborg

BMW-ejere i Sønderborg og omegn kan glæde sig over, at Bayern AutoGroup Kolding den 1. april 2023 åbner et autoriseret servicepunkt hos Als Motor i Sønderborg.

Bayern AutoGroup har længe haft et ønske om at komme endnu tættere på kunderne i det sønderjyske, og fra 1. april bliver dette ønske nu opfyldt. Den autoriserede BMW- og MINI-forhandler åbner nemlig et servicepunkt hos Als Motor i Sønderborg.

”Vi har i dag rigtig mange loyale BMW-kunder fra det sønderjyske, der tager turen til Kolding for at få serviceret deres bil. Nu øger vi bekvemmeligheden for dem ved at rykke ind i deres baghave,” siger Søren Vinderslev, adm. direktør for Bayern AutoGroup.

At valget faldt på Als Motor i Sønderborg er ikke tilfældigt, fortæller direktøren.

Als Motor har gennem en menneskealder været positioneret som en anerkendt og professionel aktør i det sønderjyske. Vores kunder forventer naturligvis en professionel samarbejdspartner, der leverer kvalitet med udgangspunkt i kundens behov, og det leverer Als Motor,” udtaler Søren Vinderslev.

Mads Nør Lauvring, direktør for Karvil Group, uddyber.

”Vores udvikling af Karvil Group / Als Motor bygger i høj grad på at have den bedst mulige produktportefølje indenfor mobilitet. Dette uagtet om der er tale om stærke bilmærker på salgssiden eller de bedste løsninger på servicesiden.

Vi er derfor rigtig glade og stolte over, at vi fra den 1. april, i samarbejde med Bayern AutoGroup, etablerer et autoriseret BMW Service Fast Lane værksted i vores forretning, Als Motor i Sønderborg.

Vi er glade for at Bayern AutoGroup har valgt os som partner, og vi ser frem til at give de sønderjyske BMW kunder den velkendte gode BMW oplevelse på vores værksted”, slutter Mads Nør Lauvring.

Bayern AutoGroup er en kæde af 6 autoriserede BMW og MINI forhandlere, samt 7 autoriserede service værksteder. Bayern AutoGroups autoriserede BMW-servicenetværk omfatter i dag Aalborg, Aarhus, Horsens, Esbjerg, Odense og Kolding. Sønderborg er således virksomhedens syvende autoriserede BMW servicepunkt.