Sneklædt vej igennem skov

Regler for vinterkørsel i Europa

Her får du lige et hurtigt overblik over reglerne i otte af de mest populære vinterdestinationer i Europa.

DANMARK

Vinterdæk er ikke påbudt. Pigdæk er tilladt fra 1. november til 15. april, hvis de er monteret på alle hjul. Brug af snekæder er tilladt under forudsætning af, at kæderne ikke ødelægger vejene.

FINLAND

Vinterdæk med minimum 3 mm mønsterdybde, er påbudt i perioden 1. december til 1. marts.

FRANKRIG

Der er ingen særlige krav om vinterdæk. Snekæder må kun bruges, når der er sne/is, og kan være påbudt ved skiltning. Pigdæk er tilladt fra lørdagen før den 1. november til sidste søndag i marts. Maksimal hastighed: 90 km/t. Der skal klistres et pigdæksymbol bag på bilen.

ITALIEN

Snekæder og pigdæk kan blive påbudt i bjergene (pigdæk er tilladt i perioden 15. november til 15. marts). Vinterdæk og snekæder er påbudt i Val d’Aosta fra 15. oktober til 30. april. Perioden kan forlænges, hvis vejret tilsiger det.

NORGE

Den enkelte bilist (også turister) skal sikre sig, at bilen kan køre i vintervejr. Det betyder i praksis, at der kræves vinterdæk, når vejret tilsiger det, eller at der som minimum medbringes et sæt snekæder. Pigdæk og snekæder er tilladt fra 1. november til første mandag efter påske. Vinterdæk skal have minimum 3 mm mønsterdybde.

SVERIGE

Der skal anvendes vinterdæk i perioden 1. december til 31. marts, når vejret tilsiger det. Pigdæk og snekæder er tilladt fra 1. oktober til 15. april, hvis der er sne og is på vejen. Vinterdæk skal have minimum 3 mm mønsterdybde.

SCHWEIZ

Pigdæk er tilladte fra 1. november til 30. april, dog ikke på motortrafik- og motorveje. Undtaget er strækningerne A13 San Bernardinotunnelen og A2 Skt. Gotthardtunnelen. Med pigdæk lyder den maksimale hastighed på 80 km/t og bilen skal bære mærkat med pigdæksymbol. Snekæder kan være påbudt ved skiltning. Vinterdæk er ikke påbudt, men ved kørsel i sne uden vinterdæk kan der idømmes bøde.

TYSKLAND

Loven påskriver minimum 1,6 mm mønsterdybde, men køre­tøjet skal være tilpasset vejrforholdene, herunder en efter forholdene egnet dækmontering. Vintervejr kræver vinterdæk (dæk med M+S-mærkning og/eller sne­fnugsymbol og minimum 4 mm mønsterdybde), hvilket også gælder for udenlandske biler. Vinterdæk produceret efter 31. december 2017 skal være mærket med snefnugsymbol, mens dæk produceret før må anvendes frem til 30. september 2024. Ved kørsel med vinterdæk, der bærer en lavere hastighedskode end bilens tophastighed, skal der i førerens synsfelt anbringes et mærkat, der angiver dækkenes maksimale hastighed.

ØSTRIG

Pigdæk er tilladt fra oktober til maj måned, men perioden kan forlænges, hvis vejret tilsiger det. Vinterdæk, snekæder eller pigdæk er nødvendige ved kørsel i bjergområder i vinterperioden. Brug af snekæder kan være påbudt ved skiltning og snekæder skal bære typegodkendelse V5117. Vinterdæk er obligatorisk fra 1. november til 15. april hvis der er sne og is på vejen.