12 BMW vinder certifikater indrammet i guld

BMW ejerne er for 12. år i træk de mest tilfredse

Pressemeddelelse

BMW er endnu en gang kåret som vinder af AutoIndex. Det er 12. år i træk og 16. gang siden 2003, hvor AutoIndex for første gang tog temperaturen på de danske bilejeres kundetilfredshed.

Det er den tid på året, hvor friske tal om de danske bilejeres tilfredshed ser dagens lys i form af kundetilfredshedsundersøgelsen AutoIndex.

Igen i år kommer BMW ind som en samlet vinder af undersøgelsen, hvor der måles på fire parametre: bilens egenskaber, oplevelsen hos forhandlerne og på værkstederne samt den overordnede loyalitet til mærket. BMW udmærker sig ved at være nummer et, når det kommer til tilfredshed med bilens egenskaber samt når det omhandler bilejernes loyalitet. Derudover forbedrer BMW sin placering fra 2022 ift. oplevelsen hos forhandlerne ved at gå fra en sjette til en andenplads. I relation til værkstedoplevelsen rykker BMW også et hak op ad listen.

BMW Danmarks administrerende direktør, Jan Askholm, glæder sig over førstepladsen og udtaler: ”Undersøgelsen viser et generelt fald i tilfredsheden blandt alle bilmærker, det kan ingen af os selvfølgelig være tilfredse med. Når det så er sagt, så er jeg meget glad for, at vores forhandlere skaber så gode oplevelser, at vi rykker fra en sjette til en andenplads, og at vores værksteder leverer så høj en service, at vi også der rykker op ad listen. Vi går alle sammen på arbejde hver dag med ønsket om at skabe de bedste oplevelser for vores kunder. Når vi for 12. år i træk lander på førstepladsen som det bilmærke med de mest tilfredse kunder i Danmark og tilmed rykker op ad listen i de underkategorier, hvor vi ikke allerede ligger nummer et, så tillader vi os at være stolte. Vi bliver ved med at arbejde hårdt for at skabe de bedste biler og de bedste oplevelser. Vi er ydmyge over for at arbejde med kundetilfredsheden og ved, at det er en rejse, hvor krav og forventninger løbende ændrer sig – og derfor tager vi det ikke for givet”.

Seks modeller i top-10 i Skandinavien
På skandinavisk plan klarer BMW sig også godt i AutoIndex 2023. Her opgøres tilfredsheden helt ned på modelniveau. I top-10 over de modeller, hvor ejerne er mest tilfredse, har BMW seks modeller. Af de seks modeller opnår BMW iX den bedste placering som nummer to.

Om AutoIndex 2023
I årets første måneder svarede 25.000 danske bilejere på flere end 120 spørgsmål i den årlige AutoIndex-undersøgelse. Svarene er indsamlet og bearbejdet af konsulenthuset Loyalty Group, der leverer resultaterne. Bilejerne har givet deres svar på en skala fra 1 til 7, og de er efterfølgende omregnet til indekspoint op til 1.000. Resultaterne gælder for biler, der er op til fire år gamle. Det samlede resultat er en vægtet sum af fire kategorier: bilens komfort og kvalitet (40%), forhandlernes kompetencer (20%), værkstedets kompetencer (20%), loyalitet over for bilmærket (20%). Undersøgelsen gennemføres af Loyalty Group i de tre skandinaviske markeder.